torsdag den 19. april 2018

Med oprejst pande og fødder der kan gå selv

Jeg er glad for at være social, dels fordi det er rart at dele oplevelser og tanker med nogen, men måske mest fordi jeg ikke er særlig god til at være alene. Jeg kan sagtens nyde en aleneaften på sofaen eller en gåtur i skoven, men alt der foregår ude blandt andre mennesker, indkøb, oplevelser og lign, det har jeg rigtig svært ved at være i alene. Jeg føler alle kigger på mig og vurderer mig. Jeg bliver overdrevet bevidst om mit udseende, min fremtræden og bare alt jeg gør, og oftest vil jeg bare gerne flygte.
Sådan har det næsten altid været, måske endda lidt værre da jeg var ung. Dengang kiggede jeg altid ned i jorden når jeg gik nogen steder, både blandt mennesker og når jeg var alene. Jeg mødte ikke folks blikke, opdagede knapt hvad der var omkring mig. En dag var jeg ude at gå med en fra min efterskole, jeg vil ikke kalde hende min veninde, for jeg følte mig på ingen måde ligeværdig med hende. Hun var både et par år ældre og væsentlig mere moden, og var vel egentlig mere som en lidt hård storesøster. Hun kommenterede på min blikretning. Jeg forsøgte at undvige samtalen, men hun blev i den. Hun tvang mig til at kigge op med ordene ”Du behøver ikke kigge på dine fødder når du går, de kan sagtens gå selv”. Dengang ignorerede jeg det. Det var så grænseoverskridende at løfte blikket og ansigtet. Derudover lukkede jeg generelt af for al kritisk tilgang til mig, der var ingen der kendte mig godt nok til at dømme eller rådgive mig. De forstod mig ikke. Hvilket nok er den typiske teenagetilgang til andre mennesker. 
Men et eller andet sted ramte det, jeg tror aldrig jeg havde tænkt over at det ikke var normalt at kigge ned i jorden når man gik. Jeg gik bare ud fra det var sådan alle gjorde, men det var det ikke, og tænk at der faktisk var en der italesatte det for mig. Det kunne jeg godt have brugt i mange andre situationer i livet. Jeg manglede virkelig noget konkret hjælp til at forstå og indgå i de sociale sammenhænge. 
I dag tænker jeg stadig på det når jeg går. Jeg er blevet bedre til at kigge op, men mine tanker i det er stadig de samme. Gennemsyret af usikkerhed og bekymringer for andres syn på mig. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar