Ydmyg eller arrogant?

Lige så god som jeg er til at ophøje andre over mig, lige så god er jeg til at tale ned om dem, finde fejl og putte dem i ’kan bruges’ og ’kan ikke bruges’ bokse.

Jeg er blevet mere bevidst om det. Om hvordan jeg systematisk finder og italesætter fejl hos nogen i et forsøg på at få bekræftet af andre at der er noget uperfekt hos de pågældende personer. Det er lidt sørgeligt. Især når jeg selv har lidt så meget under andres dømmende og indskrænkede syn.

Måske det er et forsøg på at få bekræftet at andre også er uperfekte, ligesom jeg selv er, og som jeg altid har følt mig. Det der sker i praksis bliver dog mere, at jeg selv føler mig bedre, og  at de dårlige sider, jeg finder ved dem, kommer til at definere hele mit syn på dem.  

Jeg er uddannet til at se det hele menneske, til at arbejde udfra ressourcer og potentiale frem for at afskrive nogen på grund af mangler. Denne egenskab tager jeg desværre ikke med mig hjem fra arbejde, i hvert fald ikke medmindre det er mennesker der er så langt ’under’ mig at jeg har ondt af dem og i stedet tager dem i forsvar.

Dem der fremstår selvsikre, dem fejlfinder jeg på med det samme. Jeg har selv lært en ydmyghed som overlevelsesstrategi, og jeg hader når jeg ikke ser dette hos andre mennesker. Jeg har lært at gå på listefødder og at please. Jeg kender mine arbejdsopgaver, og det irriterer mig når andre ikke kender deres. Når de ikke tager ansvar i et fællesskab og tager en del af slæbet, mest fordi at det så ofte bliver mig der skal tage den del også. Egentlig kan jeg jo bare lade være. Jeg behøver jo ikke tage deres andel af opgaverne, fordi de ikke gør som de burde, men jeg kan ikke lade være. Jeg ser som oftest når nogen har brug for hjælp, og så kan jeg ikke bare hvile i, at min del er udført rigtigt. Med den indstilling i livet ender man oftest med rigtig meget ansvar, og mere end man egentlig kan overskue.

Måske de praktiske opgaver bare er mere håndgribelige for mig end det sociale. Min praktiske hjælp har en direkte værdi, det har min tilstedeværelse i sig selv ikke. Jeg har brug for at bidrage med noget håndgribeligt for at retfærdiggøre min tilstedeværelse i et fællesskab, for at bevise mit værd. Det virker stadig helt usandsynligt for mig at jeg skulle have værdi i mig selv. 

Egentlig bunder hele min kritiske indstilling til andre mennesker i, at jeg ikke forstår hvordan de kan have så stor værdi med de fejl de har, når jeg er så pligtopfyldende og stadig ingen værdi har.


Egentlig skulle mit indlæg have stoppet der. Men jeg følte ikke at jeg kunne efterlade jer med samme frustrerende følelse som fylder mig. 
I bund og grund ved jeg jo godt at det ikke er rigtigt at jeg ingen værdi har, men det føles sådan størstedelen af tiden, og det er så hårdt at bære rundt på. Jeg tolker i alt andre mennesker gør, i håb om at finde en flig af anerkendelse og omsorg. 
Jeg ved godt at man burde tale anerkendende til sig selv. selvom man ikke mener det man siger i starten, så gør ordene noget ved en, og med tiden vil det måske kunne ændre sig, bare en lille smule. 
Men der er jeg ikke kommet til endnu, jeg kan simpelthen ikke tale imod mine følelser, selvom jeg ved at det kan hjælpe. Derimod forsøger jeg at være mindre hård ved mig selv. Når jeg bliver ked af det eller vred finder jeg frem til hvad hvad eller hvem følelsen skyldes og hvad den så skal rettes imod i stedet for indad. 
Indimellem er det okay at være sur på sig selv hvis man dummer sig, men for det meste er det ikke ens egen skyld og så skal det ikke gå ud over én.