På tide at slippe offerollen

Jeg har lige genset Linda P’s show 'Normal?'. På trods af de mange overspillede indslag er der en bit der altid rammer mig. Hun genfortæller sin historie og sit arbejde hos en psykolog. En situation hvor hun bliver stillet over for valget om at forblive i dårligdommen eller at træde ud af det og få det bedre. Når man først er bevidst om hvad man står i, så er det et aktivt valg hvadenten du vælger det ene eller det andet. 

Jeg har længe vidst hvad jeg stod i og ikke mindst hvad jeg kom af. Jeg har forsøgt at tage ejerskab, men gang på gang falder jeg tilbage i offerrollen. Ikke bevidst, ofte opdager jeg det først alt for sent, men alligevel er der altid en snert af selvmedlidenhed i alt jeg er i og alt jeg føler. Jeg forsøger måske forgæves at give mig den omsorg jeg så inderligt føler jeg har manglet i de seksuelle overgreb, i mobningen i skolen, i kritikken fra særligt min mor. Egentlig føler jeg ikke at jeg oprigtigt har den omsorg for mig selv, fordi jeg netop ofte bebrejder mig selv det hele, går ind i det her negative tankemønster der kun bryder mig længere ned, og i min bevidsthed gengiver jeg blot alt det negativitet, som jeg føler at verden har givet mig hidtil. Men inde under denne hårdhed og selvforagt har der nok hele tiden været det lag af selvmedlidenhed, en forståelse for at jeg følte som jeg gjorde, og at jeg var blevet til den som ingen kunne lide, kun på grund af mine omgivelser.

Jeg har på ingen måde lyst til at stå ved den skillevej som jeg nu står ved, hvor jeg skal vælge hvilken fremtid jeg ønsker. Jeg føler mig på ingen måde klar til at tage ejerskab over de her følelser og den her tilværelse. Jeg er helt vildt bange, for aldrig at kunne trække ’offerkortet’ igen, at jeg pludselig bliver nødsaget til at håndtere mine følelser konstruktivt. Jeg er bange for at der går rigtig lang tid, fra jeg slipper offerrollen, til jeg faktisk bliver i stand til at håndtere det, og det skræmmer mig. 

Men jeg må også erkende at jeg er voksen nu, at der ikke kommer nogen og redder mig, og at første skridt er at slippe denne offerrolle.